FAQ (Frequently Asked Questions)

Vidst bedre kendt som Ofte Stillede Spørgsmål. Her kan du finde generel information omkring spejdercentret, eksempler på lederinformation til bl.a. sommerlejre samt transportinfo.

En typisk sommerlejr

Hvordan forløber en normal sommerlejrdag?

Vores sommerlejruger kører ofte efter det samme program. Hold dog øje med den information I får udsendt.

Et typisk dagsprogram ser sådan ud:

8:45 – Flaghejsning med fælles leg/sangleg
9:00 – Første sejladsperiode
11:45 – Stop for sejlads
12:00 – Frokostpause
14:00 – Anden sejladsperiode
16:45 – Sejlads slutter + Optagning af både, alle grupper hjælper
17:00 – Slut på aktiviteter. 19:30 – Eventuelt aftenaktivitet (f.eks natløb eller fælles lejrbål )

Er der fællesaktiviteter?

I løbet sommerlejrugen er der typisk et par fællesaktiviteter. Vores klassiske eksempler er lejrbål, aften-/natløb samt en aften med lederhygge. Sommetider afholder vi også kapsejlads-konkurrencer på en trekantsbane. Har I særlige ønsker til fællesaktiviteter så sig endelig til.

Lederinformation

Forud sommerlejren sender vi et informationsdokument til lederne. Dette dokument varierer i indhold i forhold til ugebossens ønsker, samt hvad der eventuelt måtte røre sig i verden fx COVID-19 info.

Se et eksempel på lederinformation her. Dette er fra sommerlejren i uge 31 2021

Transport til centret

Vi vil gerne ankomme med det offentlige

DSB og Fynbus kører fra Odense / Nyborg til Svendborg station. Derfra kan man tage bus 240 mod Grasten direkte ud til centeret. Se Køreplan

Det er også muligt at gå fra Svendborg til spejdercenteret. Der er 7 kilometer.

NB. Hvis I planlægger at ankomme til Svendborg station på hverdage efter 18.00, lørdage efter 14.00 og søndage efter 13.00 kører den normale bybus ikke. Der kan I ringe til Fynbus Flextrafik på 63 11 22 55 og bestille en flexbus til jer.

Jeg er i bil, er der parkeringspladser nok?

Ja. Uanset om du måtte komme i en sommerlejruge, besøgende til hytterne eller arbejdsweekender er der altid plads til en bil mere.

Trailer el.lign.

Trailere kan sagtens blive stående på centret, i løbet af en lejr. Vi ønsker dog at de kommer væk fra lejrpladserne efter de er pakket ud. Så kan de sagtens stå på p-pladsen, eller langs vores grusvej.

Hvad med mad?

Kan man bestille mad til centret?

På nemlig.com kan I bestille alle sædvanlige dagligvarer med udbringning til spejdercenteret.

Det kan godt anbefales at skrive i kommentaren at det er et spejdercenter, og at maden skal placeres ved siden den grå containeren ved p-pladsen. Vi har en stor container lige ved siden af vores hvide/beige kølevogn.

Ankommer jeres varer før jer selv, så husk at informere os om dette.

Hvor kan vi selv handle?

Thurø har en SPAR købmand, 4 km fra spejdercenteret. I Svendborg (7 km fra centeret) er der gode indkøbsmuligheder hos alle de store supermarkeder.

Centerets område

Hvor kan vi ligge på centrets grund?

Vi har en sjat forskellige pladser på centret. Hvis man ser på kortet er lejrpladserne er markeret med stiplede linjer (man kan ikke forhåndsbooke bestemte lejrpladser)

Har I rafter?

Ja. De er markeret på kortet, og går også ganske godt med et par tønder, reb og et par pagajer. #TømmerFlåde

Har I sudankomfurer?

Ja. Vi har en bunke sudankomfurer som kan lånes til madlavning. De sparer godt på brændet, og på samme tid holder det bålet lidt samlet.

Hvad er et sudankomfur? – Det er en metaltønde som er skåret over, med 2-3 “kogepladser” skåret ud i top.

Har I kiosk?

Det er lidt forskelligt fra uge til uge. Det er op til ugebossen (ansvarlige centermedarbejder på sommerlejren)

Hvis vi holder kiosk så plejer vi at sælge sodavand, slik og postkort. Kiosken holder normalt åbent i frokostpausen.

T-shirts & mærker

Er det muligt at købe en t-shirt?

Ja! Det er muligt at købe sig en lækker Thurøbund t-shirt for 175 kr.

Thurøbundmærke?

Man kan købe et mærke for 15 kr. pr. stk.