Aktiviteter

Vi er helt pjattede med at sejle og lave aktiviteter på vandet. Om du er landkrabbe eller øvet søspejder, så er der altid noget sjovt at lave på vandet hernede på Thurø. Det er ikke så svært at lære at sejle, men det er learning by doing. Der har dog endnu ikke været nogen, der ikke har kunnet lære det.

Sejlads på Thurøbund Spejdercenter kan både være en øve- eller hyggetur i optimistjolle rundt i sejladsområdet (meget beskyttet i bunden af Thurøbund og ideelt til at lære sejlads), en kapsejlads i Thurøjoller, en hejk rundt om øen i kanoer eller meginjoller (for juniorer), eller måske endda for de lidt større spejdere i troppen: en hejk væk fra Thurø i Svendborgjoller. Her er der mulighed for at besøge en af de mange andre spændende øer i det Sydfynske Øhav.

Men men men – Vejrguderne har en del at sige, faktisk alt. Hvis vejret ikke er til det sejler vi ikke. Så selvom man gerne vil planlægge en masse på forhånd, er det desværre ikke muligt at booke “en sejltur tirsdag eftermiddag med dejlig vind fra sydvest”, beklager. Vi koordinerer og planlægger løbende på lejren, og det ender med at gå op i en højere enhed til sidst.

Nogle gange kan man godt få for meget af sejlads (har vi hørt), så vi har også andet at lave. Det er også meget smart til de dage hvor vinden blæser alt for meget eller alt for lidt.

Sejladsaktiviteter

Vores primære aktivitet er sejlads. Du kan læse lidt mere om de joller og både vi sejler i og hvordan vi gøre det.

Det meste sejlads på centeret foregår i den lukkede bugt Thurøbund, som er idel til små joller. Vi har optimistjoller som er beregnet til en person (eller to små). Deter et simpelt fartøj at gå i gang med for begyndere og samtidig udfordrende for de øvede.

Vores Thurøjoller sejles af 2-4 personer. Det er livlige joller med udfordringer for enhver, men er dog stadig simple nok, til at begyndere kan gå i gang efter en kort instruktion.

Meginjollen er en lille udgave af Aalborgjollen. Den er dog bygget i glasfiber. Jollen har mange af Aalborgborgjollens egenskaber og kan på grund af størrelsen sejles af 2-5 personer. Meginjollen er en god begynderbåd.

Svendborgjoller og Aalborgjoller er større joller med plads til 5-8 personer. De kræver noget øvelse at sejle. Der vil typisk være centermedarbejdere ombord når der er behov for det. Desuden bruges disse joller til sejlhejk. Evt. med en centermedarbejder ombord som vejleder.

Robåde og kanoer kan alle gå i gang med, og vil man have udfordret gruppens samarbejdsevner, kan vores ti-årers redningsbåd Travaljen anbefales.

Når der er sommerlejr, er den daglige sejladsaktivitet åben for alle. Man går til bådebroen, når aktiviteten åbner og sejler i det, man har lyst til, når det er ledigt. Der kan være en kort ventetid nogle gange, men i løbet af en uge, når alle at sejle alt det, de har behov for.
I aktivitetsperioderne skal alle spejdere, ledere og gæster bære redningsvest på bådebroen, og der skal være en leder, som kender spejderne tilstede på broen.

Kanohejk kan anbefales fra juniorgrenen (10 – 12 år) og opefter. Hejken, der er en tur rundt om Thurø med overnatningsplads i Thurø by, foregår i vores seks havgående glasfiberkanoer samt motoriseret følgebåd (der er bemandet med en af gruppens ledere).

Sejlhejk er en mulighed for øvede sejlere (mindst en styrmand pr. jolle) i vores Aalborg- eller Svendborgjoller. Der er flere muligheder for ruter til de omliggende øer i det Sydfynske Øhav.

Forløb-og færdighedsmærker

Der er også super gode muligheder for at tage diverse sørelateret forløbsmærker

Det Danske Spejderkorps har en række mærker, som har tilknytning til vandet. Disse mærker er ganske relevante i forbindelse med et besøg på Thurøbund Spejdercenter. Flere af dem kan tages på en sommerlejruge.

På Thurøbund Spejdercenter har spejderne mulighed for at prøve kræfter med sejlads, badning, krabbefangst, kano og meget mere. Vi hjælper gerne med at sætte aktiviter i gang som gør det nemmere for at spejderne at tage mærket, bl.a. svømme 200m med og uden redningsvest.

Thurøbund Spejdercenterne har ikke mærkerne liggende, de kan købes i Spejdersport.

I kan læse mere om mærkerne her:

Sø og Strand Basis

Sø og Strand Udvide

Sø og Strand Ekspert

Småbådsmærket

Svømmesikkerhedsmærket

Naturaktiviteter

Thurøbund ligger i utrolig smukke og naturrige oplevelser.

Spis Naturen

Der er masser muligheder for at spise de ting, vi kan finde og fange i naturen. Fisk, krabber, tang, rejer, brændenælder og skvalderkål findes på og omkring Thurøbund Spejdercenter.

Signalflag
Signalflagene er en del af kommunikationen til søs, og på Thurøbund Spejdercenter er der mulighed for at afprøve det selv.

Aktivitetskasser
Hvis spejderne skal underholdes, kan I hente en aktivitetskasse, som indeholder vejledning til aktiviteten og materialer. Af aktivitetskasser kan vi nævne: Lav-selv souvenir i stenmænd, vennespil ala. sømænd, Stratego ala. thurøbund, Twister og endnu flere.

Gåture

Revet er en sjælden saltvandsfyldt strandeng med masser af sjældne planter og et rigt dyreliv. Heste og køer græsser for at holde Revet som engområde.
Østerskoven er en høj, hovedsageligt bøgeskov, med en rig underskov.
Få hundrede meter vest for centeret ligger Fredsskoven som ligeledes er en meget blandet skov med høje bøgetræer og spændende underskov.

Orienteringsløb
Svendborg Orienteringsklub har en “Find Vej I Danmark” orienteringsbane i Gammel Hestehave, som ligger lige inden dæmingen til Thurø. Her er mulighed for at tage forskellige o-løbsuter. Læs mere på www.findveji.svok.dk.

Spørg centermedarbejderne om mulighederne og ellers er klassikeren krabbefiskeri, som kun kræver to meter snor og en tøjklemme. Denne aktivitet har før beskæftiget små spejdere en hel uge fra morgen til aften.